Da Pernille og kollegerne fik fem minutter hver ved mikrofonen

Pernille arbejder på kontoret hos en mindre virksomhed i Sjælland, og hun ringede til redaktionen en gråvejrsdag i begyndelsen af efteråret. Hun havde en idé, men ikke en plan. Virksomheden havde fået nye kolleger, og hun syntes, at de gamle ikke rigtig kendte dem endnu. Hendes spørgsmål var enkelt: kunne vi lave korte samtaler med medarbejderne, som hele huset kunne lytte til i frokostpausen?

Jeg tog selv opkaldet, fordi det ofte er mig, der kommer til at sidde med lyden bagefter. Vi talte om, hvad hun ville bruge optagelserne til, og hvem der skulle høre dem. Det var interne klip til virksomhedens eget brug, ikke noget, der skulle ud på nettet. Den afklaring ændrede hele opgaven, for den gav os lov til at være mere afslappede og mere personlige.

Efter opkaldet sendte jeg Pernille en kort beskrivelse af, hvordan en serie medarbejderinterviews typisk forløber hos os. Hun skrev tilbage med en liste over de kolleger, hun gerne ville have med, og vi aftalte, hvor mange samtaler der var plads til. Prisen og indholdet stod i en skriftlig bekræftelse, og betalingen foregik bagefter med en faktura, som hun betalte med bankoverførsel.

Det, jeg godt kan lide ved den måde at starte på, er, at ingen skal tage stilling til noget på stedet. Pernille havde tid til at tale med sin chef og sine kolleger, og vi havde tid til at tænke over, hvordan rummet skulle se ud. Aftalen var ikke lang, men den var tydelig om, hvad der var med, og hvad der kunne ændre sig undervejs.

• Hvem der skal interviewes og i hvilken rækkefølge
• Hvor længe hver samtale må vare
• Hvad klippene skal bruges til indenfor virksomheden
• Hvornår du får de færdige optagelser

Vi kom med to mikrofoner, hovedtelefoner og et tæppe til at dæmpe ekkoet. Mødelokalet var lyst, men larmede fra gangen, så vi flyttede bordet ind mod væggen og lukkede døren med en stol i klemme. Jonas stillede spørgsmålene, og jeg sad ved siden af med lyden på ørerne. Det første minut var altid det stiveste, for folk hører deres egen stemme i hovedtelefonerne og bliver bevidste om den.

Pernille havde forberedt sine kolleger godt. De vidste, at samtalen var kort, og at de kunne sige, hvis de ville tage et svar om. Mange af dem slappede af, da de opdagede, at der ikke fandtes forkerte svar. En af kollegerne, Henrik fra lageret, talte om sin gamle cykelrute til arbejde, og pludselig lød det som en samtale mellem to venner.

Efter optagelserne gik jeg i gang med at klippe. Det handler mest om at fjerne pauser, hvor nogen leder efter et ord, og om at jævne lydstyrken ud, så ingen skal skrue op og ned mellem klippene. Jeg lader gerne et lille grin blive stående, hvis det hører til samtalen, for det er den slags detaljer, der gør en stemme levende.

Pernille fik de første klip til gennemsyn, og hun bad om at få fjernet ét svar, hvor en kollega kom til at nævne en kunde ved navn. Det gjorde vi uden diskussion. Det er en del af aftalen, at virksomheden har det sidste ord over, hvad der skal blive i serien, så ingen står med noget, de ikke er trygge ved at have lagt frem.

• Jeg fjerner pauser og støj, men ikke personlighed
• Virksomheden gennemlytter alt før brug
• Små rettelser tager vi efter en kort mail

Pernille lagde klippene på virksomhedens interne drev og skrev en kort besked til alle kolleger. Nogle lyttede i bilen, andre ved skrivebordet med øretelefoner. Hun fortalte mig senere, at den nye kollega fra regnskab pludselig blev genkendt på gangen, fordi folk havde hørt hende fortælle om sin yndlingsplads ved vandet.

Vi havde ikke lovet noget bestemt resultat, og det er heller ikke noget, jeg kan stå inde for. Men det er et fint tegn, når kolleger begynder at henvise til hinandens svar i køkkenet. Det betyder, at klippene har fået lov til at være en del af hverdagen og ikke bare en fil, der ligger i en mappe.

Hver gang jeg arbejder med en virksomheds interne serie, bliver jeg mindet om, at det vigtigste er tryghed. Folk fortæller mere, når de ved, at deres ord ikke ender et sted, de ikke har valgt. Derfor taler vi altid om formålet først og om udstyret bagefter.

Pernilles serie var ikke stor, men den var ærlig. Hun valgte selv spørgsmålene i samråd med Jonas, og hun lod kollegerne svare i deres eget tempo. Det er en god model for alle, der overvejer noget lignende: start småt, vær tydelig om brugen, og lad stemmerne klare resten. Det gælder uanset, om du er en lille virksomhed eller en stor.

• Tal om formålet, før du taler om udstyret
• Lad deltagerne svare i deres eget tempo
• Giv virksomheden det sidste ord om indholdet