Fem minutter forklaret: hvad et kort portrætinterview egentlig er

Når vi på redaktionen siger, at et interview har en ramme, mener vi noget helt jordnært. Det er den faste rækkefølge af spørgsmål, som hver gæst møder, uanset om vedkommende er ung eller gammel, bor på Sjælland eller i Vestjylland, arbejder med hænderne eller med en skærm. Hos os er rammen fem spørgsmål: glæde, arbejdsliv, fællesskab, hverdagsvaner og yndlingssted.

Ordet kommer fra billedrammer, og sammenligningen holder ret godt. En ramme bestemmer ikke, hvad der er på billedet, men den afgør, hvor du som beskuer retter blikket hen. Rammen i et portrætinterview fortæller dig, hvad du kan forvente, og gør det let at høre, hvordan to forskellige mennesker svarer på præcis det samme.

Det er et fair spørgsmål, om det ikke bliver ensformigt at stille det samme til alle. Vores erfaring er det modsatte. Når spørgsmålene er faste, bliver forskellene i svarene tydelige. En buschauffør og en ung studerende kan sige noget helt forskelligt om, hvad glæde er, og du hører det, fordi du ikke skal bruge energi på at forstå, hvad der blev spurgt om.

Rammen frigør også mig som interviewer. Jeg behøver ikke at opfinde en ny indgang til hver samtale, så jeg kan bruge opmærksomheden på at lytte. Hvis gæsten fortæller noget uventet midt i et svar, har jeg plads til at følge det ét øjeblik, før vi går videre til næste spørgsmål.

• Samme spørgsmål gør svarene lette at sammenligne
• Fast rækkefølge giver ro til at lytte
• Gæsten ved på forhånd, hvad samtalen handler om

Fem minutter er ikke et løfte om, at optagelsen varer præcis tre hundrede sekunder. Det er en retning for samtalen: kort nok til, at ingen behøver at forberede sig, og langt nok til, at der er tid til et eftertænksomt svar og en lille omvej. Nogle gæster er færdige på fire minutter, andre bruger lidt mere, og så klipper vi forsigtigt.

I redigeringen holder vi os til gæstens egne ord. Vi fjerner fyldord, lange pauser og gentagelser, hvor en sætning bliver sagt to gange, men vi omskriver ikke. Hvis nogen siger noget lidt ufærdigt, men ærligt, bliver det stående, for det er ofte netop dér, du kan høre, at et menneske tænker højt.

Et andet ord, vi bruger meget, er tonen. Det handler ikke om, hvor alvorlig eller munter samtalen er, men om, hvordan gæsten har det med at sidde over for en mikrofon. Jeg starter altid med en kort snak om ingenting, om vejret eller turen hertil, så skuldrene falder ned, før første spørgsmål bliver stillet.

I den sene efterårstid mærker jeg ofte, at folk er mere eftertænksomme. Det er mørkt tidligt, og spørgsmålet om yndlingssted får svar om kakao, lys i vinduer og den bestemte bænk ved havnen. Rammen er den samme, men årstiden farver svarene, og det er en af grundene til, at vi gerne lader samtalerne løbe naturligt.

Rammen er ikke et manuskript. Gæsten får ingen svar i munden, og jeg læser ikke spørgsmålene op som en formular. Jeg stiller dem med mine egne ord, så længe meningen er den samme, og jeg spørger gerne ind med et kort hvordan det, hvis et svar efterlader en åben dør.

Rammen er heller ikke en dom over, hvad der er et godt svar. Der findes ikke rigtige eller forkerte svar om glæde eller hverdagsvaner. Vi leder efter det konkrete: en vane, et sted, en lyd, en person. Det abstrakte er fint, men det konkrete er det, du som lytter husker, når du har lukket siden.

• Ingen færdigskrevne svar
• Ingen rigtige eller forkerte svar
• Opfølgning kun når gæsten selv åbner døren

Som lytter kan du bruge rammen som en slags kort. Vælg ét af de fem spørgsmål, og lyt til flere gæsters svar på lige netop det. Så hører du, hvordan fællesskab lyder i en provinsby og i en storby, eller hvordan to generationer taler om arbejdsliv. Det giver en anden oplevelse end at lytte til et enkelt interview fra ende til anden.

Du kan også bruge de fem spørgsmål derhjemme. Stil dem til en ven eller et familiemedlem over en kop kaffe, og læg mærke til, hvor meget der kommer frem på kort tid. Det er den lille erfaring, vi gerne vil dele: at et godt spørgsmål, stillet roligt, ofte er nok til en samtale, man husker.